Referat fra den seneste Generalforsamling.

logo

FIRMAIDRÆT Slagelse - torsdag den 9. marts 2017 kl. 19.00 i Vesthallen.

Jan Reinhold bød velkommen til Generalforsamling 2017 i Firmaidræt Slagelse.

Dagsorden i h. t. vedtægterne.

1. Konstatering af fremmødte og stemmeberettigede medlemmer

I henhold til § 7.2 og 7.3 har alle fremmødte medlemmer møde- og stemmeberet med mindre medlemmet er i kontingentrestance.

29 var til stede, hvoraf 28 var stemmeberettigede.      

2. Valg af dirigent

Kurt Petersen blev valgt som dirigent.
Dirigenten takkede for valget og så frem til en generalforsamling med gode debatter.

Referent: Flemming Rasmussen, sekretær

Dirigenten:

I henhold til foreningens vedtægter § 6 er Generalforsamlingen foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned
og indkaldes med mindst 21 dages varsel.

Mødeindkaldelse er fortaget ved bestyrelsesmødet den 2. februar og via hjemmesiden den
12. februar.

Dagsordenen skal i henhold til foreningens vedtægter mindst indeholde flg. punkter:

1. Konstatering af fremmødte og stemmeberettigede medlemmer.
2. Valg af dirigent.
3. Beretning fra bestyrelsen, afdelinger og udvalg
4. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
5. Indkomne forslag.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Fremlæggelse af budget til orientering.
8. Valg i henhold til vedtægterne.
9. Eventuelt (herunder kan intet vedtages).

Er der nogen indvendinger mod generalforsamlingens lovlige indkaldelse og dagsorden?

Ingen indvindinger.

3. Beretning fra bestyrelsen, afdelinger og udvalg

Formand Jan Reinhold fik ordet og supplerede den skriftlige beretning for 2016.

Det er utroligt men sandt, at tiden igen er inde til et tilbageblik på året, der er gået og om de mål som vi satte os for året 2016 er blevet nået.

FU`s fokusområder i 2016 var:

-        Økonomi.

-        Ændring af betaling af medlemskontingent/aktivitetsgebyr.

-        Erhvervsskolen (Selandia).

-        Udvikling af nye idrætstilbud.

Foreningens tilstand på det økonomiske område er igen i 2016 yderligere forbedret; men

dette har sin væsentlige årsag i noget større overskud fra vores event-aktiviteter. Dette vil ikke fortsætte, så derfor er det endnu vigtigere i fremtiden at bevare fokus og overblikket på økonomien. Organisationen har været på plads i det forgangne år; men der er tegn på, at der er nogle frivillige, der ønsker at trække sig af forskellige årsager. Det vil betyde at vi skal have fat i nye folk, der vil gøre en frivillig indsats.

Medlemsudviklingen i foreningen har jo været i fremgang; men det ser ud til at være vendt. Det kunne godt tyde på, at vi bliver nødsaget til at få nogle nye idrætter på banen; men også kigge på de eksisterende. Der er plads til forbedringer. Vi har indberettet 471 medlemmer samt 24 ledere/instruktører, en nedgang på 89 personer. Det er jo et tab både af medlems- og aktivitetskontingent og tilskud fra såvel forbund og kommunen.    

Foreningens deltagelse i hhv. Ladywalk, Xtreme mandehørm og Julemærkemarchen har ikke kun givet god PR; men også været med til at forbedre vores økonomi, som tidligere nævnt. Vores brug af hjemmesiden og Facebook giver en god PR og markedsføring, og så er den billig.

Erhvervsskolen er et område vi har en del fokus på, og vi har igen i 2016 afholdt aktivitetsdag, og afviklet deres idrætsdag for grundskoleeleverne med stor støtte fra Forbundet. Vi deltog ligeledes i afviklingen af Sundhedsugen (41) med en stand i Vestsjællands Centret, som var velbesøgt. Her fik vi også støtte fra Forbundet. Vi har ligeledes afviklet Høvdingebold i marts måned og ES-Cup i fodbold i september, begge med stor succes. Det er et samarbejde, der skal plejes, udbygges og forstærkes i de kommende år. Nogle vil måske mene, at det ikke er en naturlig målgruppe; men det er det, eftersom det er et af Forbundets indsatsområder i strategi 2018, og det er jo alt andet lige kommende arbejdstagere. Foreningen har ligeledes presset på for at få vores skole med i Forbundets Opturs program; men det halter desværre lidt.

Med hensyn til opstart af nye idrætstilbud har vi forsøgt at starte et samarbejde op mellem Gerlev Idrætshøjskole og foreningen. Dette har desværre ikke båret frugt. Det er vi lidt ærgerlige over; men vi må ikke miste modet; men derimod komme videre. Vi har ikke opgivet; men hvis ikke dette fører noget med sig, må vi finde nye veje.

Afdelingerne:

Badminton holder skansen med nogenlunde samme antal baner i brug; men der er stadigvæk mulighed for udvidelse. Spilletiden i Vesthallen er mandage kl. 18:30 – 21:30, torsdage kl. 16:00 – 22:00 og fredage kl. 16:00 – 18:00.

Bowling har haft en lille tilbagegang igen og det skal vi selvfølgelig have fundet ud af årsagen til og få vendt udviklingen. Der har været afholdt 2 turneringer forår og efterår.

Desværre har en del af afdelingens ledere meddelt deres afgang, og der skal derfor findes nye frivillige hænder.

Fodbold har afviklet en indendørs- og en udendørsturnering. Udendørsturneringen afvikles på Marievangsskolens baner ved Vesthallen tirsdage 18:00 – 22:00 i perioden maj-september.

Spillerne kan derfor benytte omklædningsfaciliteterne i Vesthallen.

Indendørsturneringen afvikles i UV-hallen i perioden oktober-april onsdage kl. 19:00 – 21:00, og disse turneringer afvikles med stor succes. Desværre også her har man meddelt fra de sidste 2 afdelingsfolk at de ikke kan fortsætte. Derfor skal vi også her finde nogle nye frivillige hænder. Afdelingen har også i lighed med 2015 samarbejdet med Ungdommens Røde Kors vedrørende integration og har endda fordoblet indsatsen, da der deltager hele 2 hold, et hold bestående af flygtninge fra Syrien, og et hold bestående af flygtninge fra Eritrea.  

Motion & Samvær kører nu på 24. år, og der er stadig god gang i aktiviteterne, som dagligt støttes af mange gode hjælpere og ledere, som alle har været med i mange år.

Aktiviteterne er :

Badminton afvikles 2 gange om ugen i UV-Hallen med ca. 25 deltagere.       

Petanque afvikles 2 gange om ugen om formiddagen og 2 gange om aftenen. I et samarbejde med Slagelse kommune er der startet et hold for psykisk syge. I alt er der samlet ca. 60 deltagere i denne aktivitet, og flere deltager mere end 1 gang om ugen.

Gymnastik afvikles hver torsdag i salen på VUC med ca. 55 deltagere. Det giver nogle plads-problemer, så der søges efter et nyt afviklingssted.

Stavgang afvikles med et hold på ca. 20 deltagere tirsdag om formiddagen og et hold på 5-6 personer onsdag eftermiddag.

Traveturen som tidligere blev afviklet onsdag formiddag er stoppet på grund af for få deltagere trods flere forsøg på at øge tilslutningen.

Petanque er i gang med at forbedre forholdene på Rosenkildegården i et samarbejde med Slagelse kommune. Pt. har vi nogle uafklarede forhold ude ved Slagelse Tennis Center, som har økonomiske problemer på grund af mistede medlemmer. Det kniber med at betale huslejen, og en truende konkurs står for døren. Det betyder at det klublokale, som vi bruger kan være truet. Sagen ligger ved kommunen, og der kan ventes en beslutning i løbet af sommeren.

Skydning er ikke længere det store tilløbsstykke og har ikke været det i flere år. Vi skal se om vi ikke ved en intens indsats kan tiltrække nogle flere medlemmer. Vi har jo stadig nogle gode faciliteter i kælderen under Marievangskolen, som har eksisteret siden 1983. De er selvfølgelig ikke super moderne; men brugbare, og der er et ønske om renovering og ombygning til elektronisk markering. Mulighederne bliver undersøgt, og så må vi se om vi kan få fonde m.v. til at dække udgifterne.

Fremtiden er svær at spå om; men uden mål og fokusområder vil man i hvert fald ikke have nogen styring, så disse ting er vigtig at have på plads. Ingen skal være i tvivl om at vores events vil til stadighed have vores bevågenhed, og der er allerede en ny på vej, nemlig Rigtige Mænd, hvor vi har indgået et samarbejde med Slagelse kommune for 2017 og 2018.
Det er et Forbundsprojekt i samarbejde med DR, MakeitBee, SDU og støttet af Nordea Fonden.

Erhvervsskolen er ligeledes et fokusområde, samt udvikling af nye idrætstilbud og af de eksisterende idrætsgrene.   

Til sidst vil jeg takke alle frivillige ledere og hjælpere i foreningen samt samarbejdspartnere.

Herefter satte dirigenten beretningen til debat.

Fodboldafdelingen påpegede, at der kunne være visse problemer, når forskellige kulturer mødes på en fodboldbane. (Integrationsprojektet med Ungdommens Røde Kors).

Jan Reinhold og Bjarne Christensen lovede at tage kontakt til Røde Kors.

Tage Brostrøm fra Motion og samvær påpegede problemet med at gymnastikholdet om torsdagen manglede halplads. Der må findes en løsning.

Kaj Johansen fra skydeafdelingen håbede selvfølgelig, jf. beretningen, på medlemsfremgang, og påpegede at skydefaciliteterne trænger til renovering.

Kaj fremhævede eventen med Marievangskolens elever, hvor der afholdes skydning hvert år i uge 40.

Der var ingen yderligere kommentarer til beretningen, og den fik opbakning fra alle 28 stemmeberettiget.

4. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse

Birgitte Müthel fremlagde det reviderede og revisorpåtegnede regnskab for 2016.
– Regnskabet er vedhæftet.

Regnskabet udviser et overskud på 48.558 Kr.  

Kaj Johansen spurgte til lagerbeholdningen af æresnåle. Værdien er nu 0, idet alle nåle nu er uddelt.

Johnny Forse fra Motion og samvær havde et enkelt spørgsmål til aktivernes fordeling, som blev besvaret af formanden.

Regnskabet blev herefter enstemmigt godkendt af alle 28 stemmeberettiget.

5. Indkomne forslag

Forretningsudvalgets forslag til generalforsamlingen:

Forslag 1

Ændring af årskontingentet:

Under 18 år                                      kr. 120

18 år tom. 65 år                               kr. 175

65+                                                                                     kr. 120

Fastholdelse af 2 kontingenter: Medlems- og aktivitetskontingent.

Forslag 2

Et kontingent indeholdende såvel medlems- og aktivitetskontingent.

Badminton:                                      kr.: 430

Bowling:                                                            kr.: 700 pr. person pr. sæson

Fodbold, ude:                                   kr.: 235

Fodbold, inde:                                  kr.: 235

Petanque:                                        kr.: 175 pr. person pr. sæson

Skydning:                                        kr.: 370

Motion & Samvær: kr.: 135 pr. person pr. sæson

Motivering: For at få udgifter og indtægter til at hænge sammen, og blive mindre afhængig af store indtægter på afvikling af events.

Yderligere på forslag 2 vil administrationen blive forenklet og det vil alt andet lige blive mere enkelt og transparent for medlemmerne.

Forslag til vedtægtsændring på generalforsamling 2017.

Nuværende ordlyd:

§ 18                             Kontingent

§ 18.1     Medlemskontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling efter indstilling fra Forretningsudvalget.             

§ 18.2     Aktivitetskontingentet fastsættes af den enkelte afdeling i samarbejde med forretningsudvalget ud fra aktuelle omkostninger eller andre hensyn.  

§ 18.3     Ved restance kan forretningsudvalget, i samråd med den aktuelle afdeling, udelukke et medlem for deltagelse i foreningens aktiviteter.

§ 18.4         Alle kontingenter til foreningen er forfaldne ved præsentationen.

 

Forretningsudvalgets ændringsforslag:

§18       Kontingent

18.1                              Kontingent fastsættes af forretningsudvalget efter samråd med afdelingerne ud
                                                      fra aktuelle omkostninger eller andre hensyn.

§ 18.2                           Forretningsudvalget kan i særlige tilfælde nedsætte et kontingent.

§ 18.3                           Ved restance kan forretningsudvalget, i samråd med den aktuelle afdeling, udelukke

                                                      et medlem for deltagelse i foreningens aktiviteter.

§ 18.4                           Alle kontingenter til foreningen er forfaldne ved præsentation.

Kaj Johansen: Forslag 2 tager ikke højde for unge under 18 og for medlemmer over 60.

Kaj mener det er en for stor stigning.

Tage Brostrøm opfordrede FU til at trække forslag 2, og kun stemme om forslag 1 og vedtægtsændringen. FU tager dette til efterretning og trækker forslag 2.

Der skulle først stemmes om vedtægtsændringen.

Efter noget debat gik vedtægtsændringen til afstemning, med den ændring at § 18.2 i det nye forslag udgår, idet § 18.1 dækker det der står i § 18.2

Forslaget blev vedtaget med 26 stemmer for og 2 imod.

Der kræves 2/3 flertal for at forslaget kan vedtages, hvilket svarer til 19 afgivne og gyldige stemmer for forslaget.

Tage Brostrøm påpegede, at der nu ikke kan stemmes om forslag 1, jf. vedtægtsændringen.

Dette var formanden ikke enig i, idet kontingentændringerne var godkendt på det seneste ordinære bestyrelsesmøde den 2. februar 2017.

Med den viden foreslog dirigenten, at forslag 1 blev flyttet til punkt 6 ”Fastsættelse af kontingent”.

6. Fastsættelse af kontingent

Under dette punkt blev der stemt om forslag 1 - Årskontingentet, hvilket resulterede i en enstemmig vedtagelse.

7. Fremlæggelse af budget.

Jan Reinhold orienterede om budgettet for 2017, der udviser et overskud på 25.325 Kr.
- Budgettet er vedhæftet.

Der blev spurgt om hvorfor budgettet kun udviser et overskud på 25.325 kr. i f. t. overskuddet på 48.558 kr. i 2016.

Jan svarede, at der på grund af organisatoriske ændringer ved Extreme Mandehørm forudses et mindre overskud i 2017. Budgettet er derudover lavet med konservative briller.

Der var ikke flere kommentarer til budgettet.

Herefter bad dirigenten om en tilkendegivelse, hvilket resulterede i en enstemmig opbakning bag budgettet.

Kurt Petersen gjorde opmærksom på at regnskaber for Ladywalk og Xtreme Mandehørm ikke skal godkendes af generalforsamlingen. Regnskaberne ligger til gennemsyn, hvis nogen ønsker at gennemgå disse.

8. Valg i henhold til vedtægterne

I henhold til foreningens vedtægter § 9, 10, 11, 12, 15 skal der vælges forretningsudvalg, revisorer, ordensudvalg, Vesthallens bestyrelse, og afdelingsformænd.

… og for valgene gælder at

§ 8              Valg

§ 8.1           Valgbar er medlemmer, der er fyldt 18 år

§ 8.2           Forslag til valgbare personer skal være formanden skriftligt i hænde senest 10 dage før  
                                    generalforsamlingen.

§ 8.3           I tilfælde af manglende kandidater kan bestyrelsen dispensere herfra, og supplere sig
                                    selv frem til førstkommende generalforsamling.

§ 8.4           Hvor andet ikke er angivet, er valgene gældende for 2 år.

§ 9              Valg til forretningsudvalget

§ 9.1  Generalforsamlingen vælger et forretningsudvalg bestående af en formand og
3 forretningsudvalgsmedlemmer.

Forretningsudvalget konstituerer sig med en sekretær, en økonomiansvarlig og en kommunikationsansvarlig. Blandt disse tre personer udpeges næstformanden.

§ 9.2           På lige år vælges formand og et medlem, og på ulige år vælges de resterende 2
                                    medlemmer.

§ 9.3           Ved forfald i utide kan forretningsudvalget supplere sig selv frem til førstkommende
                                    ordinære generalforsamling

På lige år vælges formand og et medlem, og på ulige år vælges de resterende 2 medlemmer.

Bjarne Christensen, næstformand – villig til genvalg.

Bjarne blev enstemmigt valgt med applaus.

Birgitte Müthel, økonomileder – ønskede ikke genvalg.

Forretningsudvalget foreslår:

Kirsten Larsen – for en 2 årig valgperiode.

Kirsten blev enstemmigt valgt med applaus.

§ 10 Valg af revisorer

§ 10.1 Generalforsamlingen vælger 2 revisorer, der afgår skiftevis hvert andet år.

Ole Olsen - villig til genvalg.

Ole blev enstemmigt valgt med applaus.

§ 11            Valg af Ordensudvalg

§ 11.1         Generalforsamlingen vælger et ordensudvalg bestående af en formand og 2
                                                      udvalgsmedlemmer.

§ 11.2                          På lige år vælges formand, og på ulige år vælges de 2 udvalgsmedlemmer.

§ 11.3         Ordensudvalget er foreningens højeste myndighed i ankesager og tvistigheder.

Kurt Petersen, medlem – villig til genvalg

Kurt blev enstemmigt valgt med applaus

Finn Jensen, medlem – villig til genvalg

Finn blev enstemmigt valgt med applaus.

§ 12            Valg til Vesthallens bestyrelse

§12.1                            Generalforsamlingen vælger 3 medlemmer til Vesthallens bestyrelse, jf. Vesthallens
                                                      vedtægter.

§ 12.2         På lige år vælges formand, og på ulige år vælges de 2 bestyrelsesmedlemmer.

Arne Christensen, medlem - villig til genvalg

Arne blev enstemmigt valgt med applaus.

Jan Reinhold, medlem – villig til genvalg

Jan blev enstemmigt valgt med applaus

§ 15            Afdelinger

§ 15.1                           Hver aktivitet ledes af en afdelingsbestyrelse, der varetager den daglige drift og
                                                      udvikler egne aktiviteter.

§ 15.2                           Afdelingsformanden vælges på generalforsamlingen eller udpeges i samarbejde med
                                                      forretningsudvalget.

§ 15.3                           Afdelingsformanden sætter sit eget hold (afdelingsbestyrelsen), og uddelegerer
                                                      ansvar og opgaver.

§ 15.4                           Hver afdeling udarbejder retningslinjer for arbejdets praktiske omfang med hertil
                                                      hørende organisatoriske og økonomiske beføjelser, herunder budget og kompetencer
                                                      som godkendes af forretningsudvalget.

§ 15.5         Afdelingerne er ansvarlige overfor forretningsudvalget i det daglige og overfor
                                                      generalforsamlingen.

Alle afdelingsformænd ønsker at fortsætte. Forretningsudvalget søger efter en ny badminton-formand.

Badminton                                       Mangler

Fodbold                                                             Michael Hansen

Skydning                                                           Kaj Johansen

Bowling                                                             Erik Rindal

Motion og Samvær          Tage Brostrøm

Petanque                                                           Niels Jørgen Pedersen

9. Eventuelt (herunder kan intet vedtages).

Jan påpegede at Birgitte Müthel er villig til at hjælpe Kirsten Larsen godt i gang med økonomi-arbejdet i FU.

Herefter takkede formanden for arbejdet Birgitte har udført.

Tage Brostrøm takkede på vegne af generalforsamlingen for det gode arbejde i forretningsudvalget.

Generalforsamlingen udråbte et 3-foldigt leve for foreningen.

Jan Reinhold takkede for god ro og orden ved generalforsamlingen, og takkede Kurt Petersen for dirigentrollen.

Flemming Rasmussen

Sekretær

Referent

FIRMAIDRÆT SLAGELSE · CVR: 12581114 · Skjoldsvej 8 · 4200 Slagelse · 23430915 · kontakt@firmaidraetslagelse.dk