Previous Next

ZBC Selandia sætter fuld fart på studiestart

ZBC Selandia sætter fuld fart på studiestart

Den 10. august gentager ZBC Selandia og Firmaidræt Slagelse succesen og holder Campusdag for 160 nye elever på EUX-uddannelsen, Auto, Transport & Logistik, Fødevarer, jordbrug og oplevelser.

Der bliver fart over feltet, når Campusdagen starter den 10. august fra 09.00 til 14.00 på det grønne område mellem Landbrugs- & Gartnerskolen og Kokke- & Tjenerskolen på ZBC Selandia.

- Opstarten på en ny uddannelse er for de fleste overvældende og samtidig vildt spændende. Campusdagen er en fantastisk dag, hvor både elever og faglærere ser hinanden i et andet element. Det giver nogle sjove fælles oplevelser, som gør, at alle kommer godt fra start på et spændende skoleår, siger Poul Fridan, leder for Skolehjemmet på ZBC Selandia.

Et unikt samarbejde med Firmaidræt Slagelse

Planlægningen af årets Campusdag begyndte allerede tilbage i juni måned. I styrergruppen for arrangementet sidder også Firmaidræt Slagelse.
- Det er et super godt initiativ med Campusdagen. Efter den dag starter eleverne og lærerne op med mange fælles grin og oplevelser. Det er et godt arrangement, som skaber fællesskab og gode oplevelser, det er årsagen til, at vi er med på Campusdagen, siger Bjarne Christensen, næstformand for Firmaidræt Slagelse.

Discipliner der udfordrer alle

Igen i år vil der være forskellige discipliner, som udfordrer på forskellige måder. De nye elever er kommende landmænd, anlægsgartnere, struktører, jordbrugsmaskinfører, bagere, kokke, tjenere, og EUX’er. Men på Campusdagen er fagligheden ikke omdrejningspunktet. Fra start bliver alle delt op i hold, som de skal dyste i resten af dagen. Og der er allerede garanti for et godt grin. Eleverne skal dyste i 8 meget forskellige discipliner, og vanen tro, så bruger man også noget af det, der er til rådighed på skolen. Så både balancen, de stærke overarme og logiske tænkende hoveder bliver med garanti udfordret.

Praktisk spørgsmål til Campusdagen kan rettes til leder for Skolehjemmet, Poul Fridan Jørgensen på 2844 7766

Tid og sted:

Campusdagen den 10. august fra kl. 09.00 til 14.00 på Landbrugs- & Gartnerskolen, ZBC Selandia, C.A. Olesensvej 2, 4200 Slagelse.
NB: På dagen er der frokostpause fra 11.30 til 12.15.

FIRMAIDRÆT SLAGELSE · CVR: 12581114 · Skjoldsvej 8 · 4200 Slagelse · 23430915 · kontakt@firmaidraetslagelse.dk